Helbred dine tanker


Jeg har lige læst en artikel i Yoga Journal om ‘thinking opposite thoughts’. En skøn artikel, der giver simple værktøjer til at koncentrere sig om sindets helende evner – og hvordan man vender negativt til positivt.

Mit eget, stærkeste værktøj ligger i naturen, – med storheden, skønheden, stjernehimlen, Universet og kærligheden, der får mig til at føle pranaenergi, helt og aldeles. Og så har jeg yogaen med asanas, pranayama og meditation, der nulstiller mig hver gang, så jeg genfinder styrken, min indre energi og giver en altomfavnende lykkefølelse.

Men molekylærbiologen i mig kræver også at analysere og forstå. Og mit indlæg ‘En rigtig god mavefornemmelse’ (under Sundhed) giver et godt overblik over, hvad der sker rent kemisk, når vores tanker løber løbsk og får overtaget.

Når du tænker negativt, bliver bange, er usikker eller irriteret, sætter kroppen sig straks i en forsvarsposition. Det er da klart – din ro og harmoni er truet! Hormoner som adrenalin og kortisol frigives, så du hele tiden kan være ekstra opmærksom, kampklar og alert. Al energi bliver sendt til dine muskler og hjerne, dit immunsystemet nedsættes, så du er klar til kamp. Disse hormoner er fantastiske og giver os en livsnødvendig styrke, når omgivelserne kræver, at vi er ekstra opmærksomme. Men de begynder at slide gevaldigt på kroppen, hvis de hele tiden pumper i systemet.

STOP OP. Er disse tanker nødvendige? Bliver du virkelig truet? Behøver du egentlig frygte noget? Er det bare dine egne tanker, der spiller dig et puds? Måske er det gamle følelser, der kører på automatgear, fordi du engang oplevede noget lignende, som var ubehageligt…..eller hvad det nu kan være…..

Et godt værktøj er lige at standse op og analysere følelsen. Trække håndbremsen i dit indre køretøj.

Og her har Richard Miller i Yoga Journal et fint redskab: find og analyser tanken. ‘Hvorfor bliver du usikker?’ Hvad skyldes det i virkeligheden? Kan det være, fordi du ikke føler dig stærk nok lige nu til at klare krav, forventninger etc. etc. Hvis det er grunden, så prøv en gang at finde den ‘modsatte tanke’ og sig for dig selv ‘jeg har den styrke, jeg har brug for lige nu’, ‘jeg gør det bedste, jeg kan’, ‘jeg kan roligt slappe af, det hele finder sin vej’……

Du vil nok opleve et øjeblikkeligt skift i krop og sind. Det sympatiske nervesystem beroliges og overtages af de beroligende hormoner bla. serotonin og oxytocin, der udløser lykkefølelse. Vagus nerven stimuleres og hele din hjerne-tarm-akse harmoniseres, så organerne igen får den fornødne energi og kan falde til ro. Og hele din tarmbakterieflora – mikrobiosomet – kan atter arbejde for et sundt feedbackloop mellem hjerne og mave/tarm/krop.

Artiklen i Yoga Journal erindrede mig også om Henry Fords kloge ord:

‘Whether you think you can, or think you can’t – you’re right’


Inspiration fra Yoga Journal, 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *