Mikrobiomet skabes ved fødslen

Mikrobiomet skabes ved fødslen

ons, marts 31, 2021 0 Af Helle

Første gang jeg hørte om det, var fra en dygtig alternativ behandler. Og det er over 15 år siden. Under et foredrag om mineraler og vitaminer og hvordan disse kan styrke immunsystemet, nævnte han i en sidebemærkning, at vores immunsystem grundlægges ved fødslen via mælkesyrebakterier og afføring.

Dengang slog jeg det lidt hen som meget ‘alternativt’, men der var alligevel noget ved hans forklaring, jeg ikke kunne slippe.

At barnet under fødslen skal den lange, smalle vej gennem fødselskanalen er vist noget, der har undret de fleste fødende kvinder gennem tiderne. Men at barnet skal igennem så snæver en kanal gør, at barnet ikke kan undgå at få en masse af moderens mælkesyrebakterier fra skeden ind via mund og svælg på sin vej ud i livet. Også afføring er under fødslen en gevinst at indtage for barnet – i hvert fald på sigt.

Det er nemlig disse bakterier fra moderen, der starter barnets tarmbakterieflora – mikrobiomet. Og det er helt afgørende for, at barnet i det første leveår udvikler et stærkt immunsystem ud fra disse sunde tarmbakterier.

Den alternative behandler påpegede også dengang, at hvis man vil sikre, at dette mikrobiom bliver kickstartet ved fødslen hos også børn, der fødes via kejsersnit – og altså ikke sluger disse bakterier af sig selv – ja, så bør fødselspersonalet eller pårørende hjælpe til og give barnet noget af det i munden, så processen kan starte på behørig vis.

Måske var det dén tanke, jeg ikke kunne slippe? At det første måltid man får i livet er spækket med bakterier og lort? Og hvis man ikke selv kan tage for sig af retterne, så skal det tvinges i en?

DEL 2

Men at få mors bakterier i fødselsgave kan vise sig at være den vigtigste gave for din sundhed. At tilføre barnet moderens sekreter og afføring manuelt ved kejsersnit er en metode, der nu har har fået en officiel betegnelse ‘vaginal feeding’ eller ‘gaze-metoden’ – og et spændende forskningsprojekt er netop i gang på Nordsjællands Hospital (1).

Der er ikke tvivl om, at udviklingen af barnets bakterieflora i tarmene udvikles i løbet af det første år. Der ligger forstadier til bakteriefloraen allerede i fostertilstanden, men disse boostes altså ved fødslen. I en årrække har forskere fulgt børn, der er født vaginalt og sammenlignet bakteriefloraen med børn, der er født ved kejsersnit. Disse observationer har blandt andet vist, at kejsersnit kan give anledning til udvikling af blandt andet allergi, astma, visse autonome sygdomme, stofskifte og måske autisme.

Men den allerseneste forskning viser, at overførslen af bakterier fra mor til barn under fødslen, måske alligevel er mindre end tidligere antaget for blot nogle år siden – men at fødslen stadig lægger kimen til en sund bakterieflora (2).

Og det er netop kimen til en sund bakterieflora, der lægges i det første leveår. Det er lige efter fødslen og i tiden efter afgørende, at bakterierne styrker barnets immunsystem optimalt, så vi som mennesker allerede fra start er godt rustet til at møde omverdenen. Immunsystemets fineste opgave er at finde ‘en balance mellem reaktion og tolerance’ – så vi kan modstå alt, hvad der invaderer os, og som kan være en trussel for vores sundhed. En langsom træning af immunsystemet er altså at foretrække.

Tarmbakterier har en lang række funktioner i kroppen – tænk blot på, at du som voksen bærer rundt på 2-3 kg af slagsen!

Tarmfloraen består af mere end 400 forskellige arter, og det er netop den store variation i sammensætningen af mikrobiomet, som påvirker immunforsvaret. En gunstig flora indeholder blandt andet mange bifidobakterier og laktobaciller, som, ud over at kunne forhindre eventuelle patogene bakterier i at kolonisere tarmen, også hjælper med at holde tarmens immunforsvar i balance. De to typer bakterier kender vi også fra diverse mælkeprodukter – blandt andet A-38.

Tarmfloraen har til primære opgaver, blandt andet:

  • bakterierne nedbryder og fordøjer maden
  • omdanner kostfibre til fedtsyrer, som er tarmcellernes vigtigste ernæring
  • holder tarmens slimhinde tæt, så skadelige stoffer ikke kan trænge ud i blodbanen
  • bekæmper sygdomsfremkaldende bakterier
  • tarmbakterier producerer vigtige vitaminer
  • holder dit immunforsvar i balance (3)

Tarmfloraen – eller mikrobiomet – har vist sig også at være under pres, når vi udsættes for stress af kortere eller længere varighed – på alle tidspunkter i livet. Angst og stress ændrer simpelthen bakteriefloraen – blandt andet gennem vagus nerven. (mere herom i separat blotindlæg).

Læs mere om vagus nerven her

Læs mere om ‘en rigtig god mavefornemmelse’ her

Kilder:

1. https://www.nordsjaellandshospital.dk/presse-og-nyt/pressemeddelelser-og-nyheder/Sider/forskere-undersoeger-bakterier-paa-nyfoedte.aspx

2. https://www.science.ku.dk/presse/nyhedsarkiv/2020/mindre-overfoersel-af-bakterier-fra-mor-til-barn-under-foedslen-end-hidtil-antaget/

3. https://netdoktor.dk/sundhed/tarmflora-godt-helbred.htm